Troldeadfærd truer ytringsfriheden

Internettrolde gør livet surt for os andre på nettet, og det har mere alvorlige konsekvenser, end man lige tror. I denne TEDx Talk fortæller Maia hvorfor vi allesammen er nødt til at sige fra overfor troldene, når vi møder dem på nettet.

Troldeadfærd truer ytringsfriheden

“Don’t feed the trolls” er en udbredt kommentar, når der er nogen, der opfører sig groft, grænseoverskridende eller truende overfor folk på nettet. Udsagnet bygger på en opfattelse af, at en internettrold er en person, der søger opmærksomhed, og at man får dem til at forsvinde ved at ignorere dem.

I TEDx-talken “Don’t feed the trolls - fight them” er min pointe, at det er en forsimplet og forældet opfattelse af fænomenet trolling. Tidligere tiders trolde, der primært var ude efter at have det sjovt ved at få folk til at blive sure og reagere, forsvinder måske af at blive ignoreret. Men der er andre typer trolde, der færdes i de digitale skove anno 2020, og langt de fleste forsvinder ikke af at blive ignoreret. De forsvinder først, når de effektivt har fået jaget dem, de chikanerer, af nettet.

I sommeren 2019 udgav jeg bogen “Kan trold tæmmes” sammen med Nana Dall, der er konfliktmægler, og Katrine Emme Thielke, der er digital rådgiver. Bogen var kulminationen på mange års research i online trolling, både som deltager, moderator og observatør i digitale rum. Det er vigtigt at forstå, at trolling ikke altid er negativt. Der er meget internettrolling der er sjovt, satirisk og magtkritisk. Trolling kan udstille den giftige tone og manglende kritiske sans, som vi alle risikerer at udvise på sociale medier. Et af mine yndlingseksempler er beskrevet i Vice-artiklen om legenden der trollede Bilka på Black Friday, som Vice interviewer her.

Men troldeadfærd, som vi har fordansket begrebet til i bogen, er i stigende grad destruktiv, chikanerende og truende. Den er i mange tilfælde organiseret, ofte med det formål at lukke munden på kritiske stemmer eller få manipuleret en politisk dagsorden.

Det er et demokratisk problem, fordi det truer ytringsfriheden for dem, det går ud over. Det peger blandt andet Institut for Menneskerettigheder på i deres undersøgelse Demokratisk deltagelse på Facebook og Amnesty International på i deres undersøgelse af Digital vold.

Effekten af digital chikane er både, at den gør dem, det går ud over, tavse og skræmmer dem væk fra at bruge sociale medieplatforme til at udtrykke sig, og at den samtidig afskrækker ‘tilskuerne’, de andre brugere, fra at blande sig på grund af den hårde tone.

Derfor er min pointe i TEDx-talken simpel: Vi er nødt til at begynde at blande os, når vi ser destruktiv og grænseoverskridende adfærd på de sociale medier. Vi skal sige fra og gøre troldenes chikanerende hærgen socialt uacceptabel.