Hvad er MRAs, MGTOWs, Incels, PUAs? Guide til manosfærens arter

Manosfæren er en løs betegnelse for de digitale rum hvor mænd mødes og diskuterer køn og maskulinitet - og organiserer sig imod det, de opfatter som den største trussel imod maskulinitet: feminismen!

Hvad er MRAs, MGTOWs, Incels, PUAs? Guide til manosfærens arter

Oprindeligt udgivet på Killjoy.dk 11.6. 2018

Efter hvad der må betegnes som et  kvindefjendsk terrorangreb i Toronto tirsdag 23. april 2018, er  mainstreammedier begyndt at fatte interesse for de selvudnævnte  ‘incels’, og hvad de er for nogen. Journalisterne på DR, New York Times,  BBC mfl. er ved at få øjnene op for, hvad os der har holdt øje med  manosfæren længe har vidst: Der foregår en radikalisering af mænd på  digitale platforme — En radikalisering til kvindehad, der i ekstreme  tilfælde, som hos Elliot Rodger og Alek Minassian udmønter sig i deciderede terrorhandlinger.

Men det er ikke kun incels der finder  sammen, organiserer sig og radikaliseres på nettet. Den såkaldte  manosfære har mange forskellige  grupperinger og dagsordener. Jeg bringer derfor her en hurtig guide til  manosfærens arter.

Manosfæren er den dansk oversættelse af det engelske ’manosphere’ og er en løs betegnelse for digitale rum og fora, der fokuserer på mænd og maskulinitet og er i opposition til feminisme.

Hvad er manosfæren?

Jeg skrev for snart 13 år siden et specialet 'Frihed, Lighed og Faderskab', der handlede om den danske ’manosfære’ før den havde dette mundrette engelske navn, og før der eksisterede den  type sociale medier vi ser i dag. Dengang var min konklusion, at der  ikke var tale om en form for ’mandebevægelse’ online i Danmark, blandt  andet fordi deltagerne i den dengang spæde, isolerede og temmelig  ekstreme manosfære i DK selv benægtede det.

”Jeg vil ikke have en mandebevægelse, for det synes jeg ville være til grin. Mænd skal sgu ikke lave bevægelser.”
Kjeld, redaktør på mandens.dk anno 2007

Siden da er der sket en hel del ting.  Blandt andet er sociale medier kommet til, som har gjort det lettere at  organisere sig, at mobilisere og forbinde sig med hinanden, og at få  sine dagsordener taget op af mainstreammedier og debattører. Jeg har  ikke undersøgt den danske manosfære siden jeg skrev mit speciale — men  den engelske trives på sider som reddits redpill, blogs som Return of the Kings og 4chans politically incorrect board.


Præcis  ligesom feminismen ikke er én stor bevægelse, er manosfæren splittet op  i en lang række mindre grupperinger, hvor nogle overlapper, og andre  ofte er grundlæggende uenige eller direkte modarbejder hinanden. Men de  har dog to primære grundholdninger til fælles:

  • Køns-essentialisme: Mænd og kvinder er to helt forskellige størrelser, på grund af iboende træk, der skyldes biologi.
  • Anti-feminisme:  Feminisme ses som et projekt, der handler om at undertrykke mænd og  ødelægger balancen mellem kønnene / den vestlige civilisation alt efter  hvor radikal en fortolkning man dyrker.

Derudover vil man også meget ofte  finde både racisme, homofobi og transfobi som understrømninger i  manosfærens mange debatter og organiseringer.

Jeg fokuserer her på fem store  grupper i manosfæren : MGTOWs, Incels, MRAs, 4-chan trolls og PUAs. Hvis  der er nogle andre, du savner at få med, så skriv! Velkommen til  kaninhullet!

Mens Rights Activists

Manderettighedsaktivister eller MRAs  er broget skare af aktivister, debattører, selvhjælpsguruer og  internettrolls, der først og fremmest er defineret ved at være  anti-feminister. Navne som meninists og red-pillers optræder også om  grupperingerne.

Mens Rights Activists har et ønske om  at skabe strukturel, politisk forandring, modsat MGTOWs, der vil  isolere sig, og incels, der primært er motiverede af privat  frustrationer.  

MRAs tager dog primært fat i  feministiske mærkesager, som ligeløn, seksuelle overgreb, vold mod  kvinder, repræsentation i tech, film, og medier, og ‘vender det på  hovedet’.

Eksempel på MRA plakater

Blandt  MRAs hersker opfattelsen af, at mænd helt generelt har det værre end  kvinder, at problemer med ligestilling for kvinder ikke eksisterer (kun i  andre lande) eller at feministerne er ude på at tage magten fra mænd  ved at udskamme dem, eller bebrejde dem for kvinders problemer.

Et par populære emner blandt MRAs er

  • Vold mod  kvinder: Det påstås for at kvinder er mere voldelige i relationer end  mænd og at fundingen af f.eks. Krisecentre til kvinder er  diskriminerende imod mænd.
  • Voldtægt:  Det påstås er, at de fleste voldtægter er opdigtede, at feminister er  ligeglade med at mænd også bliver voldtaget af kvinder, eller at #metoo  og lignende kampagner er en heksejagt og dæmonisering af mænd
  • Repræsentation  i populærkultur: Hvis der kommer flere kvinder med i f.eks. Populære  franchises som Star Wars, Mad Max, Ghostbusters ses det som en  feministisk invasion af underholdningsgenren.
  • Kvinder  der ‘bruger deres køn’: Det gælder særligt kvinder der kommer til magten  i traditionelt mandsdominerede sfærer, f.eks. Politik eller medier. Her  argumenteres for at kvinderne ‘bruger deres køn’ eller udseende for at  komme frem, og at mænd aldrig får samme særbehandling.
  • Misandri  og mandehad: Man taler om ‘misandri’ som et problem, der er større end  misogyni, da mændene, især de hvide, heteroseksuelle mænd, i  virkeligheden er den undertrykte part, fordi de er så udskældte og  ligestillingen ‘fratager’ dem rettigheder.

Der er altså tale om en reaktionær bevægelse i ordets egentlige forstand; den er opstået som reaktion på en anden social bevægelses landevindinger, her som reaktion på de rettigheder kvinder har opnået som resultat af den feministiske bevægelse.

Eksempel på MRA plakater

Ligestilling betragtes hos MRAs i høj  grad som et nulsumsspil; der er en vis portion magt og indflydelse, og  når én gruppe får mere, følger det naturligvis at en anden gruppe må  afgive noget af deres. Feminismen opfattes som en bevægelse der handler  om at tage fra mænd. ‘Feminazi’ er derfor et udbredt skældsord for feminister i MRA kredse.

MRAs og feminister påpeger og  beskæftiger sig interessant nok med mange af de samme problemer:  Undertrykkende kønsnormer, vold og aggression hos mænd, manglende plads  til at vise følelser, at overgreb mod mænd underspilles og ignoreres, at  mænd får så begrænsede forældreroller i de fleste kulturer, mm. Men  mens MRAs identificerer feminismen som grunden til alle disse problemer,  vil feminismen identificere patriarkatet og undertrykkende kønsnormer  som grundlaget.

Edwin Hodge, der er tidligere MRA, skriver om sin egen oplevelse med bevægelsen;

“There  are some MRAs who claim men’s rights is akin to feminism, but that’s  incorrect. The men’s rights movement has always been anti-feminist  first, men’s issues second.”

MGTOWs

Eksempel på MRA plakater

Men Going Their Own Way, Forkortet  MGTOWs, er et mande-seperatistisk fællesskab, der opfordrer mænd til at  droppe relationer til kvinder og melde sig ud af samfundet i det, de ser  som ødelæggelse af de traditionelle og naturlige kønsroller gennem  ligestilling.

I Vice beskriver journalisten Lamoureux hvordan MGTOW fællesskabet opererer med fem forskellige trin:

  • Niveau 0: Opmærksomhed på situationen. Manden bliver klar over at ligestilling er løgn og propaganda
  • Niveau 1: Her afholder man sig fra længere forhold til kvinder, men må gerne have kortvarige og seksuelle forhold.
  • Niveau 2: Man afsværger korte forhold og alle former for seksuelle relationer.
  • Niveau 3 :  Økonomisk frakobling: Man nægter at tjene flere penge, end hvad der er  nok til at understøtte sig selv, så man ikke holder hjulene på et  tyranisk samfund i gang.
  • Niveau 4:  Man melder sig ud af samfundet, og interagerer ikke mere end højest  nødvendigt, f.eks. ved at leve ‘off grid’ i en hytte og være  selvforsynende.

Logikken er tilsyneladende, at hvis  nok mænd melder sig ud af samfundet, vil det bryde sammen, og kvinderne  vil indse at de er nødt til at gå tilbage til traditionelle kønsroller  og arbejdsfordeling for at overleve.

MGTOWs er især modstandere af  såkaldte ‘White Knights’, hvilket er hvad de kalder mænd, der støtter  kvinders kamp for ligestilling eller på andre måder indgår i ligebyrdige  relationer med kvinder.

Ifølge MGTOWs er disse mænd ‘blue  pilled’ og de er selv ‘red-pilled’, en metafor for at de selv har set  tingenes rette sammenhæng, hentet fra filmen The Matrix.

Eksempel på MRA plakater

MGTOWs og PUAs (Pick Up Artists) er  desuden to grupper i manosfæren der udviser åben foragt for hinanden.  Pick Up Artisten Roosh V har kaldt MGTOWs for ‘The cult of male  loserdom’.

På samme måde som Mens Rights  Activists løfter taktikker og mærkesager fra feminismen og giver dem  ‘omvendt fortegn’, så minder MGTOWs på nogle områder om den form for  kvinde-separatisme der dyrkedes af visse grene af den radikale feminisme  i 70'erne og 80'erne, hvor voksne mænd eller endda små drenge ikke  havde adgang til fællesskaberne.

Incels

Eksempel på MRA plakater

Incel står for Involuntary Celibate. Modsat MGTOWS der fravælger kvinder i frustration over den snigende ligestilling, er incel  fællesskabet bundet sammen i en fælles frustration over, at kvinderne  fravælger dem. Ordet incel blev oprindeligt introduceret af en queer kvinde ved navn Alana for at beskrive den frustrerende oplevelse af ikke at kunne finde seksuelle partnere til langt op i 20’erne.

Begrebet blev dog approprieret af  online grupper i manosfæren, og herfra blev det giftigere. Incel gik fra  at være en måde at tale om en oplevelse, til at være en identitet og en  form for ideologisk fællesskab. Et ideologisk fællesskab, der opdyrker  frustration over seksuel og romantisk afvisning til reelt kvindehad og i  yderste konsekvens er voldsparathed; Massemorderne/terroristerne Elliot  Rodger og Alek Minassian var begge selvudnævnte incels og forklarede  deres drab med henvisning til, at de ikke modtog den seksuelle og  amorøse opmærksomhed fra kvinder, som de mente at de var berettiget til.

På sites som incel.me, finder man et  rigt fællesskab af konspirationsteorier, der får flat-earthers til at  blegne, bittert kvindehad, outrerede teorier om, at det at fraholde mænd  sex er “omvendt voldtægt”, forslag om kvindelig sex-værnepligt, og et  helt nyt begrebssæt om Tracys, Chads, roasties og hypergami. Se vores handy ordbog for det fulde overblik her.

Incel fællesskabet har succesfuldt  politiseret det seksuelle område, og betragter seksuel tilfredsstillelse  som en rettighed,  og taler dermed lige ind i den frustration og  ydmygelse der er forbundet med at være socialt akavet, ikke at være  konventionelt attraktiv eller at blive romantisk og seksuelt afvist.  Incels italesætter dette som form for menneskerettighedskrænkelse.

Incels opererer udover den røde pille  også med begrebet den sorte pille; en nihilistisk og defaitistisk  version af den røde pille, hvor man ikke tror på, at forandring er mulig  gennem reform, men erkender at man som uattraktiv mand er dømt til at  leve alene.

Et andet fællestræk ved incels er, at  løsningen på deres problem; manglende tiltrækningskraft hos kvinder;  ikke skal løses gennem ændret adfærd eller større empati med kvinder.  Det løses konsekvent ved en dehumanisering og tingsliggørelse af deres  begærs mål. Til eksempel kaldes kvinder for femoids eller foids, eller  som billedet her i artiklen viser bare 'it'. Incel fællesskaberne bruger  også meget tid på at ‘dokumentere’ kvinders intellektuelle  underlegenhed og deres følelsesmæssige afstumpethed.

Hvis man påpeger det misforhold, bliver man betragtet som en del af sammensværgelsen, der endnu ikke har slugt den sorte pille.

Læs hele vores artikel om incels her

4-chan trolls

4-chan trolls er mit eget label for  en løs defineret gruppe, en blanding af MRAs, PUA, Incels, MGTOWs og  teenagedrenge der synes det er LULZ at pisse folk af ved at trolle dem  på nettet.

4-chan er et internetforum startet i  2003. Udover at være fødestedet for utrolig mange internetmemes, er  4chan også hjemsted fra mange internet-subkulturer og ekstreme  fællesskaber, såsom alt-right, Anonymous og såmænd også en særlig  subgenre af manosfæren, der handler om at koordinere trolling og chikane  af feminister og forskellige minoritetsgrupper, blandt andet gennem  boardet r/pol (politically incorrect).

Et eksempel er den efterhånden sejlivede ‘kampagne’ Operation Lollipop’,  der handler om at udgive sig for at være feminister på forskellige  sociale medier, og derefter sprede absurde eller splittende budskaber,  for at trolle, latterliggøre eller splitte ‘feminazierne’.

Det er ikke alle der ved det, men #freebleeding er et eksempel på et hashtag der opstod under operation lollipop.  Ideen var at få legitime feminister til at hoppe med på trenden, og få  mainstream aktivister og kvinder til at tage afstand samtidig med at  feministerne blev latterliggjort.

Andre falske hashtags bruger mere  subtile strategier, som primært handler om at splitte feminister. Blandt  andet ved at lave en masse falske Twitterprofiler der udgiver sig for  at være sorte og asiatiske kvinder der tweetede #whitecantberaped og gik  til aggressivt modangreb med anklager om racisme, hvis nogen påpegede  det problematiske i den idé.  #EndFathersDay og #BanSantaClaus er andre  eksempler på falske feministiske hashtags, ligesom den ultragiftige  #transage bestod af en række profiler der udgav sig for at være en ny  trans-identitet: Et barn i et voksens krop, der var tiltrukket af andre  børn; for at udnytte den skadelige myte om at transpersoner er pædofile.

Nogle folk der skriver om de falske hashtags, beskæftiger sig udelukkende med dem som parodi på ‘social justice lingo’  eller minimerer dem til internettrolling og hoaxes. Men man stikker sig  selv blår i øjnene hvis ikke man bider mærke i de klare politiske  implikationer, som disse misinformationskampagner og false flag  operations udgør, og hvordan de med stort indblik i den feministiske  bevægelses eksisterende konflikter spiller allierede ud imod hinanden.

4Chan trolls er også mere direkte i  deres taktikker, når de blæser til frontal angreb på særligt kvinder og  minoriteter, der mener noget de ikke bryder sig om på internettet. Det  fandt blandt andet journalisten Anita Sarkeesian ud af på den hårde måde, da hun lavede en kickstarterkampagne for at funde sin serie Tropes vs Women;  om stereotype kvindebilleder i videospil. Det resulterede i at hun blev  en del af den koordinerede chikane-kampagne, som efterfølgende blev  døbt ‘gamergate’. Sarkeesians konto blev forsøgt hacket, hun blev  anmeldt til FBI for terrorisme og narkohandel, hendes wikipediaside blev  overtaget af folk der smædede hende, så den til sidst måtte lukkes for  redigering. Det samme skete med hendes youtube-sides kommentarspor.  Derudover modtog hun i tusindtal af volds og voldtægtstrusler, mod hende  selv og hendes børn. Flere af hendes arrangementer som offentlig taler  har desuden måtte aflyses pga. bombetrusler, og hun er konstant omgivet  af livvagter.

Sarkeesian er ikke den eneste, der  har oplevet 4chan troldenes vrede over at hun ytrer en feministisk  kritik af deres yndlings-popkultur. Som Kathy Sierra skriver i sit indlæg ‘Why the trolls will always win’ stiger risikoen for at komme i søgelyset hos en anti-feministisk og  kvindefjendsk troldehær proportionelt med din Twitter following.

Se  dokumentation af en 4-chan koordineret trollehærs angreb på tegneren  Sophie Labelles hjemmeside dokumenteret her - Trigger warnings for  voldstrusler og ekstrem transfobi.

PUAs

PUAs står for ‘Pick Up Artists’, en  gruppe der også er aktører i hvad der betegnes som ‘the seduction  community’ - eller forførelsesfællesskabet -, et online og offline  fællesskab, der har fokus på at udvikle og dele teknikker til at  nedlægge kvinder.

Forførelses-fællesskabet er i langt  højere grad end resten af manosfæren præget af selvhjælps-sprog og  selvbestaltede guruer, der med større eller mindre succes udgyder deres  visdom online i videoer og blogs, men også sælger kurser, foredrag og  workshops.

Journalisten Neil Strauss er en  grundlæggende figur, med sin bog ‘The Game’, men af andre centrale og  famøse PUAs kan nævnes Roosh Valizadeh, Julien Blanch og Erik Van Markovich.

Med udgangspunkt i pop-videnskab og  evolutionær psykologi, såsom at kvinder søger tryghed og mænd der kan  give dem materiel stabilitet, anbefales forskellige teknikker, der giver  en sikker scoring. For eksempel kan nævnes;

  • Stop and  shock: Løb op på siden af en ukendt kvinde på gaden og hold hænderne ud  for at standse hende, så du kan levere din ‘pick-up’ linje.
  • Negging:  Små, uoprigtige komplimenter, der har til formål at underminere  kvindens selvtillid, så hun er mere åben for at blive scoret. For  eksempel “Jeg er normalt ikke til kvinder med brede skuldre, men det  klæder dig.” eller “Det er modigt du tør gå i denne der.”
  • Jalousi-taktikker: Tal om alle de andre kvinder du ser, for at gøre hende du gerne vil score jaloux
Roosh V's 'Bang!' guides

Nogle PUA’s blander sig mere direkte i politiske debatter, blandt andet Roosh V, der udover at være forfatter til BANG! Guidebøgerne,  der gennem nationale stereotyper guider folk til at score f.eks.  kvinder fra Brasilien og Island, også er ophavsmand til geniale forslag  som at lovliggøre voldtægt på privat grund, så kvinder lærer at passe på  sig selv.

Der er også masser af PUA litteratur,  der ikke opererer med  åbenlyst giftige rangerings-skalaer fra 1-10  eller anbefaler overgrebs-agtige teknikker som ‘sexual dialing’, der  basically er at røre ved kvinden du forsøger at scores erogene zoner  uden hendes tilladelse. Der er derfor også mange mænd, der ikke vil  genkende PUA fællesskabet som en del af den kvindefjendske manosfære, men snarere som et  selvhjælpsfællesskab, men mere handler om at skabe kontakt til kvinder i  det hele taget, hvis du er socialt akavet

Men Pick-up-artistry baserer sig  stadig på ideen om, at mænd og kvinder er grundlæggende forskellige, og  at der er en slags ‘cheat codes’ du kan lære, for at få sex eller  kærlighed, hvilket ikke er et udgangspunkt for sunde relationer, hverken  seksuelle eller kærlighedsmæssige.

Derudover har PUA fællesskaberne også  af og til en radikaliserende effekt på de mænd, der ikke har succes med  teknikkerne, men hvor budskabet om at man har krav på seksuel  opmærsomhed hvis bare man spiller kortene rigtigt bundfalder sig. Læs mere om dette i vores artikel om Incels.