Manosfæren i Danmark: Manderetsaktivisterne går mainstream

Maia Kahlke Lorentzen har fulgt den danske manosfære siden 2006, og er derfor blevet bedt om at skrive efterordet til den danske oversættelse af bogen "Mænd som hader kvinder" af journalisten Laura Bates, der udkommer i november 2022. Læs her om hvordan den danske manosfære har udviklet sig fra et obskurt internetfænomen med et par få hundrede mænd der bloggede om sure feminister i midt- 00'erne til en organiseret bevægelse med manderetsaktivister på stemmesedlen i 2022. Hvis du hellere vil læse det i fysisk form, kan du bestille bogen her.

I starten af 2022 fandt der en spektakulær retssag sted i Aalborg, som involverede en 27-årige dansk mand, der blev dømt for at have planlagt flere skoleskyderier i Danmark. Under retssagen betegnede han sig selv som incel, og han forklarede, at motivation bag den planlagte vold delvist skyldtes hans intense had til kvinder. I de over 6000 opslag han siden 2015 havde lagt op på forskellige online incel-fora, skrev han blandt andet at:

”Kvinder er nogle hykleriske, utaknemmelige sluts, og jeg fucking hader dem”.

Denne unge mand fra Aalborg er et tydeligt eksempel på at også danske unge mænd tiltrækkes af de online misogyne meningsfællesskaber, der samles under paraplybetegnelsen Manosfæren.

Mens incels måske nok er det eneste af manosfærens miljøer, du har hørt mest om fra danske medier, ikke mindst takket være den ovenstående danske sag, og selvom de måske også er dem, der mest præcist passer på Laura Bates' bogtitel, altså mænd, som åbent indrømmer, at de hader kvinder, og selvom de nævnes i Center for Terroranalyses årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark, så er incels langt fra den mest indflydelsesrige eller politisk relevante gruppe eller tendens i manosfæren.

Laura Bates giver i bogen en gennemgående beskrivelse af manosfærens mest fremtrædende miljøer: fra incels til scorekunstnerne, der tager penge for at lære unge mænd at manipulere kvinder med i seng, til mændene, der går deres egne seperatistiske veje og afsværger al kontakt med kvinder indtil de stopper med deres feministiske pjat, over manderetsaktivisterne der arbejder for politisk indflydelse, til internettroldene, hvis hobby det er at drive feminister med en offentlig platform væk fra internettet. Cybernauterne har også en kort guide til de forskellige grupperinger her, og har interviewet professor Debbie Ging om dem i vores podcastserie om manosfæren (lyt her).

Bates tager naturligt nok udgangspunkt i det engelsksprogede internet, sine egne erfaringer og samtaler med diverse internationale eksperter og unge mænd, der selv er blevet suget ind i manosfæren i Storbritannien. Men hvad med Danmark, spørger du måske dig selv? Er det overhovedet relevant at tale om en manosfære i Danmark?

Til det er der kun et svar: Ja.

For det første har internettet ingen grænser. Danskere taler og forstår i overvejende grad engelsk, og de fleste tilgår internettet gennem de samme amerikanske sociale medievirksomheder som folk i Storbritannien og USA. Det betyder, at de engelsktalende influencere, som den cigarrygende mandecoach Andrew Tate eller den tweedklædte faderfigur Jordan Peterson, dukker op på telefonskærmen hos såvel danske som amerikanske teenagedrenge.

Den danske læge Jack Hou, der blev dømt for to voldtægter, var aktiv på internationale Pick up Artist (scorekunstner) forummer, hvor han ledte efter gode råd til hvilken type stoffer han kunne bedøve sine ofre med, som journalist Frederik Kulager fra Zetland gjorde opmærksom på i sin artikel fra 2019.

I rapporten ”The Angry Internet” fra 2020 for Ligestillingsministeriet identificerer Center fra Digital Pædagogik og Analyse og Tal 850 incels i de nordiske lande, næstflest i Danmark, på baggrund af aktivitet på internationale platforme som Twitter, Reddit og 4chan.

I bogen beskriver Bates også det berygtede internet forum TheRedPill på Reddit, der er et af manosfærens arnesteder. Navnet er en reference til den scene i filmen The Matrix hvor hovedpersonen indser den sandhed der hele hans liv er blevet holdt skjult for ham, og i manosfæren er det at ”tage den røde pille” en metafor for den kønspolitiske vækkelse man gennemgår, når man indser at mændene er de egentlig undertrykte, ikke kvinderne.

I 2019 interviewede jeg en ung dansk mand, som fortalte, at han i en årrække var aktiv bruger på forummet. Han havde fundet frem til det i sin søgning efter gode råd omkring sin første kæreste, som han var meget usikker på og jaloux omkring.

”Jeg var blevet kærester med en af pigerne fra årgangen under mig. Jeg var relativt usikker, det er man jo som dreng i gymnasiet. Jeg havde oplevelsen af at rigtig mange gerne ville lægge an på hende. Jeg havde en følelse af at hun ville forlade mig for én af de andre. Til dels kom min interesse i RedPill fra en følelse af angst for forholdet, jeg var interesseret i relationship advice fra dem.”

Men i stedet for at få råd, lærte han af de andre brugere at kvinder var biologisk kodede til at være overfladiske, griske og notorisk utro, og at han hellere skulle blive en ”alfahan”, der nedlagde kvinder på stribe, og ikke forvente at få et loyalt og ligebyrdigt forhold til en kvinde.

Han fortalte også, at han selv efterfølgende betragtede miljøet som en form for kult, hvor man blev afstraffet eller måske endda smidt ud, hvis man talte de overordnede idéer imod. En oplevelse som også de unge mænd, Laura Bates talte med, fortæller om.

Men udover at danske mænd støder på og trækkes ind i den engelsksprogede manosfære, når de er på nettet, og ofte når de søger eksistentielle svar eller hjælp til selvhjælp, så har vi også en dansksproget manosfære, der har vokset sig større, mere politisk dygtig og dermed også mere indflydelsesrig i de mange år, jeg har fulgt den.

Vi HAR jo allerede ligestilling

Danmark ryger længere og længere ned af den internationale ligestillingsrangliste i Global Gender Gap Report, der hvert år udgives af World Economic Forum. I 2021 lå vi på en 29. plads, men i 2006 da rapporten blev udgivet første gang lå Danmark på en ottende plads.

Alligevel er der en ret udbredt forestilling om, at vi i Danmark er verdensmestre i ligestilling, mange danskere mener ligefrem, at vi stort set har opnået ligestilling over hele linjen.

En undersøgelse fra 2019, der kortlægger danskernes holdning til ligestilling, viser at 47% af de danske mænd er enige i, at vi har opnået ligestilling, og at 15,9 % mener, at ligestillingen er gået for langt. Kun 33% af mændene mener, at der stadig er ligestillingsproblemer, som skal udbedres.

Til sammenligning mener kun 6,2% af kvinderne i undersøgelsen, at ligestillingen er gået for langt, og 54% mener, at der stadig er ligestillingsproblemer, som skal udbedres.

Denne polarisering i opfattelsen af ligestilling mellem kønnene er en nyere udvikling. Tilbage i 1994 blev danskerne stillet det samme spørgsmål, og der fordelte kvinder og mænd sig stort set ens på de forskellige holdninger. Og det giver os måske et lille fingerpeg om, hvorfor manosfærens antifeminisme appellerer til en stor gruppe danske mænd.

Hvis du er en af de mænd, der mener, at vi allerede har opnået ligestilling, eller at ligestillingen endda er gået for langt, ser du sandsynligvis med mismod eller uforståenhed på en voksende feministisk bevægelse, kulturelle omvæltninger som #metoo og politiske målsætninger, der skal arbejde for, at kvinder opnår flere rettigheder. Og her står manosfærens menningsdannere så klar til at give dig ret – og en god forklaring.

Som det også beskrives i bogen, består manosfæren af flere forskellige grupper, med meget forskellige dagsordener og målgrupper. Men det, der forbinder dem, er en fælles opfattelse af at mænd og maskulinitet bliver undermineret i det moderne samfund, og at særligt feminisme og ligestillingsinitiativer forskelsbehandler og marginaliserer mænd. Nogen mener ligefrem, at feministerne søger at etablere en unaturlig samfundsorden, hvor de undergraver en opfattet naturlig balance mellem kønnene, som eksisterede i ”de gode gamle dage”, hvor kønsrollerne var væsentlig mere opdelte.

De forskellige grupper har alle deres egne specifikke forklaringer på, hvorfor vi står i den kønskrise, de mener, vi befinder os i. Forklaringerne spænder fra farverige konspirationsteorier om en feministisk lobby finansieret af rigmænd, der skal holde befolkningen nede, til populærvidenskabelige forklaringer om, at kvinder er biologisk kodede til at være selviske og til at udnytte mænd. Men der er også mere jordbundne forklaringer om, at en engang rimelig kamp for kvinders rettigheder simpelthen har taget overhånd, den feministiske bevægelse er kørt af sporet, efter at de opnåede formel ligestilling ved lov, og derfor skal de nu have modspil.

Den dansksprogede manosfære består først og fremmest af den gruppe, man kalder manderetsaktivister. Manderetsaktivisterne er den af manosfærens grupperinger, der har den mest udtalte politiske dagsorden, og det er værd at bemærke at de, trods navnet, generelt er mere optagede af at modsætte sig feminisme og kvinders rettigheder, end de er af at kæmpe for mænds rettigheder.

Manderetsaktivister er i udgangspunktet modstandere af feminisme og ligestillingsinitiativer målrettet kvinder, og argumentet er, at det er kønsdiskriminerende. De tager klassiske feministiske mærkesager som økonomisk ulighed, vold mod kvinder, seksuelle og reproduktive rettigheder og repræsentation i magtpositioner og ”vender dem på hovedet”, enten ved at kræve at mænd også skal tilgodeses i disse ligestillingsinitiativer, eller ved at forsøge at argumentere for, at problemet ikke eksisterer eller at uligheden mellem kønnene er et resultat af naturlige forskelle i præferencer og evner hos henholdsvis mænd og kvinder.

I modsætning til incels, er danske manderetsaktiviser ikke fokuseret på individuelle kvinders fejl og mangler, men på feministernes fejl og mangler. Feminismen og den politiske ligestillingsdagsorden opfattes som hyklerisk, fordi den ikke beskæftiger sig med de problemer, der særligt rammer mænd, for eksempel kriminalitet, hjemløshed, selvmord og drenges sakken bagud i uddannelsessystemet.  Nogle mener endog, at det ligefrem er feministernes skyld, at mænd og drenge har de problemer, de har.

Samtidig har manderetsaktivisterne det man vil kalde en biologisk essentialistisk tilgang til køn: Man ser køn som noget iboende og medfødt, noget der gør, at mænd og kvinder er grundlæggende forskellige, og at det forklarer (måske endda retfærdiggør) de kønsroller, som samfundet tidligere (og til dels stadig) er inddelt i.

Manderetsaktivisterne understreger således, at der på den ene side er biologisk forskel på mænd og kvinder. Og denne forskel forklarer ifølge dem, at kvinder for eksempel i højere grad vælger omsorgsarbejde og at nedprioritere karriere, mens mænd i højere grad vælger fysisk farlige eller risikofyldte jobs. Heraf følger, igen ifølge dem, at ligestillingsinitiativer som bestyrelseskvoter og ligeløn derfor vil være skævvridende, både fordi kvinder ikke ønsker denne type arbejde, og uretfærdigt fordi mændene gør. Kvoter vil kun sikre kvinder, der ikke gør sig tilstrækkeligt umage, magtfulde positioner foran mænd, der gør.

På den anden side kræver manderetsaktivisterne, at hvis feministerne vil have ligestilling, så skal der også være ligestilling – én til én. En yndet dagsorden i den danske manosfære er for eksempel at kræve såkaldt ”juridisk abort”, som ikke er en abort i medicinsk forstand, men en ret for mænd til at fraskrive sig faderskab til et uønsket barn. Tanken er, at hvis kvinder har ret til abort, så skal (cis)mændene også have det, uanset at de ikke er i stand til at bære et barn, og dermed få foretaget en abort.

At kalde denne juridiske ret en ”abort” sidestiller ønsket om retten til at fraskrive sig forældreansvar med en klassisk feministisk dagsorden om reproduktive rettigheder for kvinder. At kvinder har ret til abort, når mænd ikke har, bruges som et bevis på, at samfundet diskriminerer mænd. Og det er uagtet, at manderetsaktivisterne ellers mener, at netop kvinders muligheder for at blive gravide og bære børn er en af grundene til, at der er forskel på kønsroller og kønnede præferencer blandt kønnene.

Manosfæren organiserer sig

Denne selvmodsigelse: At sige, at der på den ene side er forskel på kønnene, og at det er naturligt, mens man samtidig kritiserer, når der gøres forskel for at tage hensyn til mænd og kvinders forskellige udgangspunkter, var tidligere primært retorisk: Hvis feministerne VIL have ligestilling, så LAD dem få ligestilling, og ellers udstiller vi deres hykleri og ligegyldighed overfor mænd.

Som en manderetsaktivist, der kaldte sig Provokatør, skrev på de plakater, han i midten af 00’erne klistrede Københavns indre by til med statements som ”Danmark styres af bøsser og kvinder” og ”Flere selvmord blandt kvinder NU”.

På det tidspunkt bestod den danske manosfære af en lille håndfuld internetfora med et par hundrede daglige besøgende, hvoraf størstedelen var anonyme. Da jeg tilbage i 2006 interviewede mændene bag disse internetfora, mente ingen af dem, at der var brug for nogen som helst form for mandebevægelse.

”Mænd skal sgu ikke lave bevægelser”, sagde Kjeld, der dengang kørte internetforummet mandens.dk.

Men den danske manosfære har i stigende grad udviklet sig fra at handle om antifeministisk trolling og udstillingen af hykleri, til at være en form for maskulin identitetspolitik med reelle politiske dagsordener, der skal ændre på det, man opfatter som statssanktioneret diskrimination af mænd gennem velfærdspolitik rettet mod piger og kvinder, og gøre Danmark til en stat, der i samme grad tilgodeser mænds behov.

Det skyldes både at feminismen er blevet mere udbredt og mainstream, og fordi dens modreaktion i manosfærens tankegods derfor fremstår mere relevant for mange af de mænd, der mener, feminismen er gået for vidt. Men også på grund af den digitale udvikling. Facebook, Youtube, Reddit, Twitter, Instagram, Discord-servere og Telegram-grupper har skabt nye måder at sprede idéer, får nye følgere og hente inspiration fra den internationale manosfære til den danske, til at skabe netværk og organisere sig på. Og det har sat sit aftryk i den danske manosfære, der har fået såvel flere aktører som bedre udbredelse i mainstreammedier og mere formel organisering.

Nu findes der både Manderådet, som blev etableret  i 2018 af blandt andet Socialdemokraten Simon Simonsen, komikeren Thomas Wivel samt sociolog og tidligere lektor på CBS Ole Bjerg. Siden opstarten er der kommet flere prominente aktører til fra den danske manosfære, blandt andet den uhyre aktive debattør og biolog med speciale i naturbevaring Kåre Fog, og Daniel Pinderup, der er veteran og meget aktiv debattør, og også har startet foreningen Ligestillingsdebat. Paul Lloyd Robson, der står for at organisere mandelejren European Mens Gathering, var også medlem i en kortere periode.

Der er også kommet et Ligestillingsparti, repræsenteret af Allan Schmidt, der længe har været en daglig gæst i kommentarsporet hos samtlige NGO’er, der arbejder med ligestilling, og som nu har startet en populær TikTok-kanal, hvor han primært laver indhold der kritiserer feminister for hykleri og dobbeltmoral for sine 9000+ følgere, som især består af drenge og unge mænd.

Mainstreammedierne har også for alvor fået øjnene op for debattørerne fra den danske manosfære, som altid sikrer gang i kommentarsporerne og forargede delinger fra både uenige feminister og enige danskere m/k. Kåre Fog, der i 00’erne var henvist til at udgive sin bog ”To køn, tre sandheder” på sit eget forlag, har med jævne mellemrum kronikker og debatindlæg i medier som Weekendavisen, Berlingske og Jyllandsposten. Daniel Pinderup får portrætinterviews i Berlingske og skabte overskrifter med sit antifeministiske debatpanel på folkemødet i 2022. Tobias Petersen, der står bag hjemmesiden reelligestilling.dk med nyheder, der kritiserer forskellige feministiske dagsordener, er fast skribent på det borgerlige medie, Kontrast.

Danske mediernes forkærlighed for ”den anden side”, det gode  klikpotentiale i artikler, der provokerer mange, og manosfærens ræsonnement om, at mange danskere (og dermed nok også en hel del journalister og mediechefer) nu mener, at feminismen gået for vidt, særlig i kølvandet på #metoo, gør sit til, at den danske manosfæres aktører er trådt ud af facebookkommentarsporene og webforaernes anonymitet, og ind på den respektable debatscene, såvel online som offline.

Tabermændene og de ufrivilligt barnløse

Den danske manosfæres dagsordener og logik bygger på en underliggende forståelse om, at kvinder nu har fået det hele, og at de bruger rettighederne til at dominere og få fordele over mænd. Mændene ender som tabere, og dette skal det politiske system rette op på. Der er særligt fokus på områder som skolepolitik, socialpolitik, sundhedspolitik og familiepolitik.

Folkeskolen er indrettet efter pigerne, mens drengene halter efter, er forklaringen på karakterdiskrepansen mellem drenge og piger. Man taler om den ”feminiserede folkeskole”, om mænds psykiske problemer, og deres højere selvmords- og kriminalitetsrater, men man kommer ikke med særlig konkrete forslag til, hvordan man kan ændre på disse helt reelle problemstillinger, derimod kommer man gerne med anklager om, at det er feministernes skyld, fordi de er ligeglade, og/eller de har vendt samfundet til kvinders fordel.

En særlig dansk version af incel-begrebet er for eksempel opstået omkring spørgsmålet om solomødre og sæddonation, som aktører i den danske manosfære mener underminerer mænds chancer for at blive fædre, og det eskalerer i deres optik et statsfinansieret fravalg af mænd.

Socialdemokraten Simon Simonsen, som er medlem af Manderådet, kritiserede i et kontroversielt Facebookopslag i april 2019 kollegaen Joy Mogensen, hvor han blandt andet skriver;

”Flere og flere kvinder bliver solomødre og det er en tragedie af Shakespearske dimensioner når der samtidig er 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn”

Han fortsætter med at skrive, at vi ikke skal dømme, men hjælpe hende og ”de mange andre kvinder og mænd, der ender barnløse, alene og i umulige valg” og at der er tale om et kæmpe politisk problem. Hvad denne hjælp skulle bestå i, er han dog ikke tydelig omkring.

Petersen fra Reel Ligestilling er mere konkret i sit ønske om at standse statsstøtten til sæddonation for enlige kvinder. I februar 2021 skriver han på Twitter om det, han kalder ”solomor-hypotesen”:

”Finansieringen af kvinders fravalg af mænd gennem solomor-ordningen accelererer kvinders fravalg af mænd, fordi ordningen over tid udvikler sig fra at være en nødløsning til at påvirke kvinders tilgang til partnervalg.”

Lars Nielsen, der kalder sig selv mandspolitisk aktivist og er medlem af SF, kalder disse mænd for ”ufrivilligt barnløse” (et interessant ekko af incel kulturens brug af ufrivillig) i betydningen: ”kan ikke finde en partner at få børn med”. I sit debatindlæg Ugebrevet A4 kritiserer han fabevægelsens manglende fokus på mænd i januar 2021;

”I dag er 400.000 mænd ufrivilligt barnløse. Kommunen kan ikke garantere en mand at få en partner og et kuld børn. Men 400.000 mænd uden børn burde have krav på, at deres livsbetingelser forbedres, så de med godt humør og stolthed kan nå deres mål ved egen kraft og potens. Barnløse mænd opstår bl.a., fordi flere kvinder end mænd får høje uddannelser i dag, og at kvinderne i højere grad end nogensinde før er uafhængige af mænd.”

Som vi også ser det med Simon Simonsen tydeliggør han ikke hvor tallene stammer fra, eller hvordan han ved, at alle mænd i Danmark, der ikke har børn, ikke selv har valgt det. Tallet ser dog stort og overvældende ud.

I et debatindlæg fra 2011 kæder manderetsaktivisten Johannes C. Jensen, der kaldte sig selv tabermanden, mænds adgang til kvinder sammen med klasseulighed og kræver handling af de røde partier, så de, på samme måde som de sørger for kvinderne, også sørger for mændene ”på bunden” som ham selv:

”Men jeg vil have en kæreste! Jeg vil røres ved! Jeg vil have sex, et barn, en at tale med! Også selv om jeg er en lavindkomstmand. Hvad gør I for, at mænd på bunden kan få en kæreste, familierelationer og børn?”.

I den internationale manosfære lever idéen om, at kvinders ligestilling, deres økonomiske uafhængighed af mænd, gør dem mindre tilbøjelige til at vælge mandlige partnere, der befinder sig ”på deres eget niveau” udseendemæssigt og socialt. Kvinder går derimod efter mænd i toppen af et opfattet ”socioseksuelt hierarki” og efterlader dermed mænd længere nede i hierarkiet uden adgang til en partner.

I den danske manosfære er denne forestilling tilpasset en national kontekst og anskues som effekt af en feministisk stat, der tilgodeser kvinder og efterlader mænd uden adgang til uddannelse, omsorg og kvinder, der vil have børn med dem. Mange manderetsaktivister ønsker en politisk løsning på problemet med ufrivilligt barnløse mænd. For modsat rødstrømpebevægelsen, der forsøgte at lære kvinder at klare sig uden mænd, er den gennemgående forestilling i denne del af mandebevægelsen, at en mand har brug for adgang til (mindst) en kvinde, for at leve et godt liv.

Se til højre…

Den maskuline identitetspolitik og forestillingen om en velfærdsstat og en feministisk elite, der tilgodeser kvinder økonomisk med de penge, mænd tjener, overlapper med ideer og dagsordener, der ellers findes i libertære kredse og på den yderste højrefløj.

Henover de seneste 16 år er stemmerne på den yderste højrefløj, da også blevet tydeligere integreret i den danske manosfære. Intet sted så koncentreret som Rasmus Paludans parti Stram Kurs, hvor den tidligere aktive antifeminist Kim Poulsen, webmaster på den højreradikale nyhedsblog Uriasposten, blev næstformand i en periode. Søren Grinderslev fra samme parti var en kritiker af feminister i filmbranchen. Og under valgkampen i 2019 beklagede kandidaten på Lolland, Chang Lembbirk, sig på Facebook over, at ikke nok kvinder stemte på Stram Kurs, og at man derfor burde tage stemmeretten fra kvinder som en forsøgsordning.

Denne idé om, at kvinder er for venstreorienterede og desuden ikke bidrager til fælleskassen, fordi de overordnet betaler mindre i skat end mænd og derfor ikke burde have stemmeret, deles også af Danmarks for tiden største politiske youtuber, tidligere politimand og selverklærede anarkokapitalist Lars Krag Andersen, der også ynder at lave anti-feministisk og ”anti-woke” indhold på sin youtubekanal og i sin podcast Ytringspligt. I videoen  ”Feminisme, Ligestilling og Slutshaming” fra 27. marts 2020 diskuterer han, hvordan Danmark ville være i en ”mere borgerlig, liberal tilstand”, hvis man tog stemmeretten fra kvinder. I en kommentar under videoen skriver en følger:

”Det er desværre en holdning, som i den almindelige politiske diskurs er meget ekstrem, men jo der er absolut ingen tvivl om, at hvis kvinder mistede deres stemmeret, igen, ville det gavne samfundet utrolig meget.”

Lars Andersen har en fortid i Liberal Alliances Ungdom, og i moderpartiet har resterne af Folketingsgruppen da også længe forstået potentialet i maskulin identitetspolitik som en del af et neoliberalt projekt.

Om det er Ole Birk Olesens blog ”Anklager mod kvinder” fra 2010, hvor han anklagede kvinder for ”at være uden moral og ære”, Alex Vanopslags kronik med titlen ”Kvinder elsker dominerende mænd”, Henrik Dahls angreb på kønsforskere eller nedstemningen af en handlingsplan mod vold mod kvinder (med argumentet om, at handlingsplaner alligevel ikke virker), kandidaten Steffen Larsen der kopierer amerikanske anti-feministiske memes i morgenradioen eller poster glade selfies fra Jordan Petersons foredrag i KB Hallen, så forstår Liberal Alliance at tappe ind i idéen om den selvgjorte liberale mand, som en modsætning til den feminine omklamrende velfærdsstat.

Et andet parti, der ynder at lege anti-feministiske provokatører fra deres sociale medier og folketingets talerstol, er Nye Borgerlige. Om det er med selfies, hvor de fire folketingskandidater tager hinanden på låret midt under #MeToos anden bølge, eller Lars Boje Matthiesen, der sammenligner menstruation med at skide i bukserne under en folketingsdebat om støtte til menstruationsprodukter, eller deres videoindhold, der kopierer amerikanske kulturkrigeres metoder med titler som ”Mette Thiesen trigger woke venstrefløj”, forstår Nye Borgerlige at fremprovokere feministisk forargelse og gang på gang gå viralt ved hjælp af såvel deres egne fans som de politiske modstandere, der bider på krogen.

I september 2022 annoncerede Daniel Pinderup fra Manderådet sit kandidatur for Nye Borgerlige, og om det indvarsler en ny periode med mere handling bag provokationerne, får vi at se efter valget i november 2022. Hans platform handler om at ville forbedre mænds rettigheder ved at tage midler fra forskellige NGO’er, der arbejder med ligestilling, heriblandt et af højrefløjens og manosfærens yndlingshadeobjekter KVINFO.

Hvor skal vi hen, du?

Den danske manosfære har i de sidste 16 år gennemgået en rivende udvikling, fra obskure anonyme hjemmesidefora, til organiserede grupperinger og repræsentanter på stemmesedlen, ligesom fædreretsorganisationen Foreningen Far, der ikke lægger skjul på, at de ser sig selv som en modsætning til kvinderetsorganisationerne i Danmark, er kommet på finansloven.

Udover at have allierede i den del af det borgerlige Danmark, der også mener, at feminismen er kørt af sporet, så ser vi de begyndende konturer af en anden, ny fælles fjende, nemlig den sproglige bastard ”Wokeisme”, der betegner stort set enhver bevægelse eller tendens, der udfordrer status quo, fra feminister, anti-racister, LGBT+ aktivister til erhvervsfolk, der gerne vil lave mere inkluderende arbejdspladstiltag.

”De woke” er hvad folk i manosfæren i starten af 10’erne kaldte ”sociale retfærdighedskrigere”, som Bates også skriver om i bogen, og som i 90’erne gik under termen ”politisk korrekthed”. Dem der kommer og ødelægger familiefesten med deres frelste holdninger, som ikke vil lade dig flirte eller fortælle vittigheder længere.

At gøre grin med idéen om, at der er mere end to køn, og at forarges over virkelighedsfjerne og frelste ”woke” mennesker på venstrefløjen, er populært og en direkte adgangsbillet til mainstreammediernes avisspalterne, tv- og radioprogrammer og ikke mindst algoritmisk viralitet på alt fra Facebook til TikTok.

Disse talepunker appellerer til en endnu bredere skare af både borgerlige, liberale og venstreorienterede, endda en del feminister, der mener at ”kønsvanviddet” er gået for langt. Både for mændene i manosfæren, men også for størstedel af danskerne er idéen om, at køn er mere flydende, mindre fast end man lærte i folkeskolen, stærkt provokerende og giver anledning til en grundlæggende angst omkring fundamentet for ens virkelighed og politiske analyse.

Det er frugtbar jord at fiske i, og vi kan allerede se, hvordan det af den danske manosfære bruges som krog til at skabe opmærksomhed, trafik og følgere.

Den såkaldte anti-gender-bevægelse, som denne strømning imod en forestillet opløsning af kønnene er inspireret (og i mange andre lande finansieret) af, stopper dog ikke ved forargelsen, den går også målrettet efter at fjerne finansiering fra kønsforskning, at stoppe seksualundervisning og undervisning om kønsmæssig ulighed, at trække lande ud af Istanbulkonventionen (der kræver en indsats imod vold mod kvinder), at stoppe sundhedsbehandlinger for transpersoner, fjerne love der forbyder diskrimination af LGBT+ personer, at forbyde abort og at stoppe statslige ligestillingsinitiativer.

Hvor mange af disse dagsordener vi kommer til at se blive mainstreamet i den danske debat, måske endda i dansk politik, vil tiden vise.

Laura Bates afslutter sin bog på en håbefuld note, med den del af mandebevægelsen der ikke er antifeministisk, og som forsøger at give unge mænd nogle positive forbilleder og konstruktive mandeidealer. Disse grupper er heldigvis også i vækst i Danmark, hvor vi nu har organisationen Dansk Mandesamfund og DareGender, ligesom mange mænd, unge som gamle, kaster sig ind i debatterne på både Facebook, Twitter og TikTok, i klasseværelserne og omkring middagsbordene, for at prøve at gribe unge mænd med frustrationer og identitetsspørgsmål, inden manosfærens influencere prøver at sælge dem en simplere, og mere dyster forklaring på deres problemer.

Denne tekst er efterord til den danske oversættelse af Laura Bates bog "Mænd som hader kvinder", som kan købes på forlaget Rebel With a Cause her