Der har de seneste par måneder været et tiltrængt fokus på ekstreme holdninger til køn og ligestilling i internetfællesskaber.
I november 2019 meldte Ligestillingsminister Mogens Jensen ud, at hans ministerium ville iværksætte en undersøgelse af kvindehad på internetfora i Danmark og Norden. “Vi mangler bare et angreb” er overskriften på en DR-artikel der fulgte i kølvandet på nyheden om undersøgelsen.
I starten af januar satte 21 Søndag igen fokus på kønsrelateret ekstremisme i et indslag om de såkaldte incels - altså ufrivilligt cølibate. Her talte de blandt andet med et af ofrene for en incel, der skød flere og dræbte to kvinder i et yogacenter i USA i 2019. Også i 2018 var begrebet incels oppe og vende i de danske medier, fordi en anden selverklæret incel kørte en bil ind i en menneskemængde i Toronto og dræbte ti mennesker. Han kaldte selv angrebet ‘the incel rebellion’.
Spørgsmålet de fleste stiller er: Findes det her fænomen i Danmark? Har vi danske incels? Og er nogle af dem parate til at begå vold? Er der er en risiko for terrorangreb eller massedrab motiveret af anti-feminisme, kvindehad eller andre kønspolitiske motiver?
Det er et svært spørgsmål at svare på. Men vi kan i hvert fald sige, at vi allerede har haft angreb med kønsrelateret motivation herhjemme. Vores kollektive hukommelse har bare glemt dem, måske fordi vi historisk har overset den kønspolitiske vinkel som en faktor i voldsparathed.
Vi er dykket ned i arkiverne og fundet to sager frem; Danmarks eneste skoleskyderi og en terrorcelle med et kønspolitisk hævnmotiv.
Skoleskyderen
Om formiddagen den 5. april 1994 går studerende Flemming Nielsen ind i en kantine på Århus Universitet med en sportstaske i hånden. Han sætter den fra sig, tager et oversavet jagtgevær frem og skyder fire kvindelige medstuderende. De andre studerende i kantinen flygter i panik. Herefter låser han sig inde på et toilet og skyder sig selv. To af hans ofre dør. Danmark har oplevet sit første og hidtil eneste skoleskyderi.
“Vi har på den 35-åriges bopæl i Silkeborg fundet et afskedsbrev, hvoraf står skrevet, at han ikke kunne mere, at han ville dræbe nogle personer og derefter sig selv,” fortæller chefkriminalinspektør Gørup Merrild i TV-Avisen samme aften.
TV-Avisen 4.april 1994Flemming Jensen var 35-år gammel og en såkaldt evighedsstuderende. De andre studerende betegnede ham som en sær enspænder, der var socialt akavet. Det er denne beskrivelse der går igen i mediedækningen af skoleskyderiet. Samtiden står uforstående overfor hans motiv; var han sindsforvirret? Var det fordi han så for mange voldelige videofilm? Var det fordi han var frustreret over at være evighedsstuderende?
Flemming Nielsen var optaget af massemordere og havde lejet mange voldelige videofilm i perioden op til skoleskyderiet. Det harmonerede godt med 90'ernes debat om, hvorvidt film og videospil med vold i også gør børn og unge voldelige.
“I de sidste dage op til massedrabet lejede Flemming Nielsen en række voldelige videofilm, hvilket chefpsykolog Jørn Beckmann, Odense Universitetshospital, ser som et klart udtryk for, at han forsøgte at få en slags udløsning for sin vrede,” skriver Kristeligt Dagblad den 22.9.1999.
Artiklen beskriver Nielsen som en massemorder, der myrder “uden noget andet motiv end det at få afløb for sine aggressioner og skabe død, rædsel og opmærksomhed om sig selv.”
Andre spekulerer i, om det er ensomhed, skuffede ambitioner og vreden ved at være evighedsstudent, der har drevet Flemming Nielsen til at begå massemord:
“Jeg kender hans smerte og vrede som evighedsstudent, også hans ensomhed, ja, hvem kan ikke identificere sig med ham? De fleste af os kender til ydmygelser og følelsen af utilstrækkelighed, store ambitioner og evner som ikke slår til,” skriver filmanmelder Claus Christensen i et essay i Filmmagasinet Ekko i 2005.
Men det er et ufuldstændigt billede, der bliver tegnet af Flemming Nielsen tiden omkring skoleskyderiet. Og det var ikke bare “nogle personer,” der stod i afskedsbrevene, at han ville dræbe, som politiet sagde. Det var kvinder.
Det kommer først frem ni år efter skoleskyderiet, i 2003, da DR i magasinet Krimizonen får adgang til Flemming Nielsens afskedsbreve og dagbøger gennem hans bror. Brevene og dagbøgerne har været holdt hemmelige indtil da. Dokumenterne fortæller en noget anden historie om en stærkt uligevægtig mand, der længe inden angrebet havde voldsfantasier og rasede mod sine forældre og kvindekønnet som helhed.
“Når dette læses, så har jeg forhåbentlig myrdet et par værdiløse søer, som skal betale for de ar, jeg render rundt med,” afslutter han afskedsbrevet.
I Flemming Jensens dagbøger kan man desuden læse, at Flemming Jensen i fire måneder op til drabet, havde ført statistik over dødsfald og at han var voldsomt fascineret af mord. Han havde desuden netop fået afslag på revalidering, og havde altså mistet sin indtægt.
Flemming Jensen gik målrettet og kun efter kvinder i skoleskyderiet, præcis som afskedsbrevet indikerer. Men det blev overset i samtidens mediedækning af ham, som rasende spekulerede over hvad hans motiv kunne være.
Når vi ser tilbage på Flemming Jensens angreb her i 2020, ser vi nogle helt andre paralleller. Der har særligt i USA været en lang række offentlige angreb og skoleskyderier, hvor gerningsmanden bag har haft lighedspunkter med Flemming Jensen. Han har været socialt akavet, måske endda udstødt eller mobbet, ensom, stærkt deprimeret eller psykisk uligevægtig og føler vrede mod kvinder, fordi de afviser eller ignorerer ham.
Og det er ikke kun de angreb der er begået af selvudnævnte incels. Helt tilbage i 2007 skete Virginia Tech angrebet, der er det dødeligste skoleskyderi i USAs historie. Det blev begået af en stærkt deprimeret mand, som var socialt udstødt og havde stalket flere kvindelige medstuderende i perioden op til angrebet.
Bombeattentaterne
Hen over julen 1978 og de første dage af 1979 rystes Danmark af en række bombeattentater.
Fredag 22. december 1978 springer en brandbombe i Kongens Have i Odense. Ingen kommer noget til skade ved eksplosionen. Dagen efter, 23. december 1978, finder man endnu en bombe ueksploderet overfor Århus Rådhus. Fredag 12. januar 1979 er en tredje bombe placeret i et S-tog ved Avedøre Station. Bomben bliver uskadeliggjort, men når at skabe panik blandt passagererne. 12. januar om aftenen går en bombe af foran på Nytorv i København og dræber én. 14. januar finder man den femte bombe på Vor Frue Plads, men når at afmontere den, inden den går af.
Forud for attentaterne havde daværende statsminister Anker Jørgensen modtaget fire afpresningsbreve, hvor afsenderen truer med at udføre “aktioner mod offentlige bygninger og steder hvor mange mennesker færdes” og kræver 10 millioner kroner i betaling for at afholde sig fra at udføre planerne.
Attentaterne skaber store overskrifter i de danske aviser. Var terroren kommet til Danmark? I tidens ånd rettes blikket hurtigt mod den yderste venstrefløj. I slutningen af 70’erne var der flere venstreorienterede terrororganisationer i Europa, der både begik attentater og brugte terrorbomber for at fremme deres politiske dagsorden.
“Ingen vidste det, men danskerne kendte udmærket Rote Armee Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien. Det virkede lige pludselig ikke så usandsynligt, at der også kunne ske terrorhandlinger i Danmark,” skriver tidligere efterforskningsleder Jørgen Bach senere i bogen “Gerningsstedet”
Det er først med det fjerde bombeattentat, at politiet kommer på sporet af, hvad sagen egentlig drejer sig om.
Fredag 12. januar detonerer en fragmentationsbombe foran Københavns Byret ved Nytorv. Bomben er bygget op i ler med stålsøm og stålkramper. Eksplosionen dræber italieneren Enrico Sassara. Han er i færd med at placere bomben, da den uventet går af og slynger ham hen over pladsen.
Enrico Sassara er en Italiensk statsborger der har boet på Nørrebro i en årrække. Hans involvering bringer politiet på sporet af hans bror, Pietro Sassara.
Pietro Sassara var tidligere kendt af politiet. Han havde boet i en periode i Danmark og havde et med barn en dansk kvinde. Da de blev skilt, fik hun tilkendt forældremyndigheden. Det gjorde, at Pietro Sassara bortførte det dengang to-årige barn til Italien. Hans ekskone fulgte efter, og blev også tilkendt forældremyndigheden ved en italiensk domstol, hvorefter hun kunne tage barnet med hjem.
“Siden havde Pietro Sassara brugt meget tid på at true og chikanere sin ekskone, og det var derfor, at min afdeling kendte til sagen,” fortæller Jørgen Bach i sin bog.
Ifølge ekskonen havde han flere gange svoret hævn – over hende og over det danske system, der havde taget forældremyndigheden fra ham.
Da politiet ransagede Pietro Sassaras bopæl, fandt de noget ledning, som var identisk med ledningen i bomberne, ligesom hans fingeraftryk var på både trusselsbreve til Anker Jørgensen, og den bombe, der dræbte hans bror på Nytorv.
Da politiet kom på sporet af ham, var Pietro Sassara allerede ude af landet. Der skulle gå ti år før Interpol endelig fandt ham på Tenerife, hvor han drev en butik med lædervarer. Og der gik stadig to år, før han kom for en dansk domstol.
Først i 1991 kom hans sag for retten, fordi det spanske politi var længe om at udlevere ham. Det danske politi havde måtte droppe en række alvorlige sigtelser, der var forældede efter spansk lov. Heriblandt de fire andre terrorbomber og trusselsbrevene sendt til statsministeren. Sassara blev løsladt af den danske dommer, fordi han allerede havde siddet fængslet i Madrid i den tid, han højst kunne idømmes. Vi ved ikke, hvor Pietro Sassara befinder sig i dag.
Kønsmotiveret vold er ikke et nyt fænomen
De to historiske sager vi har gennemgået viser, at vi allerede har haft kønsmotiverede terrorhandlinger i Danmark. Men de er måske gået i glemmebogen. Det mest interessante ved dem er næsten, at få mennesker ved, at de fandt sted. Vi havde ikke selv hørt om nogle af de to sager før for ganske nyligt, mens Blekingegadebanden og Krudttønden er omdrejningspunkt for flere bøger, skuespil og film.
Har vi som samfund en blindhed overfor kønsmotiveret vold og terror? Eller finder vi den bare mindre interessant? Vi overser det kønnede aspekt af angrebene; hvordan mænds vrede og frustration over ydmygelse, afvisning, afmagt og kontroltab i ekstreme tilfælde kan udløse vold. Eller vi rubricerer det som noget andet end terror. Vi gør det til et individuelt tilfælde af en bitter mands vrede, fordi det er svært for os at se det som et udslag af ideologi.
Det gælder også med de mindre spektakulære, men meget mere hyppige sager om mænd, der reagerer voldsomt på konfliktfyldte skilsmisser og tab af forældremyndighed, og retter vreden og frustrationen mod ægtefæller, eks-partneren og børnene.
Eksemplerne gennem årene er mange. Manden der kvalte sin datter i 1993, fordi han ikke ville have, at hun skulle gennemleve en skilsmisse, hvilket han selv fortæller i et debatindlæg i information. Den psykisk ustabile officer af reserven, der sprængte sig selv og sin søn i luften i 2005, fordi han var jaloux over at ekskonen havde fundet en ny partner. Den 46-årige mand der i 2018 stak sin eks-kone og svigerfar ned for øjnene af sine to døtre i en butik i Helsingør, kort tid efter at kvinden var gået fra ham og havde fået forældremyndigheden.
Danske medier har for vane at betegne det som ‘familietragedier’, hvilket er blevet kritiseret fra flere sider, da det nedtoner det faktum, at der reelt er tale om drab. Problemet er omfattende. Nye undersøgelser af området viser, at 300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. 38 procent af alle partnerdrab var motivet af skilsmisse eller jalousi.
Vi ved fra research i England, at gerningsmanden i partnerdrab i 94 procent af tilfældene har udvist stalking- eller chikaneadfærd op til drabet. Der er altså ofte faresignaler, der er blevet overset af myndigheder.
Spørgsmålet er, om vi som samfund er gode nok til at se de her problemer. Når vi at gribe mænd i krise, før de reagerer voldeligt, enten i de nære relationer, eller i de mere sjældne tilfælde med voldshandlinger i det offentlige rum?
Vi har fundet to ekstreme sager i arkiverne. Det er muligt, at der er flere, som er gledet ud af vores historie. Hvis du kender nogen, så vil vi gerne høre fra dig. Vi mener det er vigtigt at vi får opdateret vores viden om fortiden, så vi er bedre i stand til at tackle problemerne i fremtiden.