Den hvide internetterrorist er også anti-feminist

Anti-feminisme er en fællesnævner for de højreekstreme terrorister, der angreb uskyldige i Christchurch, Bærum og senest Halle.

Fra venstre til højre fra toppen er det Patrick Cruisius, Stephan Balliet, Philip Manshaus, Brenton Tarrant og John Earnest, der alle har begået højreekstreme terrorangreb.

Ovenpå terrorangrebet i Halle 12. oktober 2019, hvor 27-årige Stephan Baillet skød og dræbte to mennesker, har der været fokus på hans åbenlyse antisemitisme og had til muslimer.

Angrebet, der fandt sted på den jødiske helligdag Yom Kippur, var rettet mod en synagoge og en kebabforretning. Alt tyder på, at hvis det var lykkedes Baillet at skyde døren op til synagogen, var angrebet endt i en massakre.

Hvad der er blevet fokuseret mindre på, er hans anti-feminisme, selvom den er en central del af den ideologi og tradition han udspringer fra.

Han indskriver sig i en lang række af højreekstreme terror-kloner, som er inspirerede af Brenton Tarrants terrorangreb i Christchurch i New Zealand i marts 2019. Her skød og dræbte gerningsmanden 50 muslimer, der var til fredagsbøn.

Han live-streamede samtidig angrebet fra et kamera, som han havde spændt fast til kroppen. Umiddelbart inden udgav et manifest han kaldte “Den Store Udskiftning” om, hvorfor han begik terrorangrebet. Manifestet blev delt på adskillelige anonyme internetfora som 4chan og 8chan.

Siden da har der været flere angreb, der har været direkte inspireret af Christchurch. Angrebene i Californien, El Paso, Bærum og senest i Halle, har alle kopieret Brenton Tarrants idéer, handlinger og kommunikationsstrategier.

Fælles for gerningsmændene er, at de allesammen er blevet eksponeret for giftige forestillinger om muslimer, jøder, feminister og kvinder online på sociale medier og på mere obskure anonyme fora som 4chan, 8chan eller besked-apps som Telegram.

De livestreamede ligeledes deres angreb og producerede manifester, hvor de trak på referencer til den hadske kultur, som dominerer politiske diskussionsfora på nettets imageboards.

Tarrant var, ifølge ham selv, blevet radikaliseret online. Hvis man følger med på de nævnte internetforaer under nogle af disse angreb ser man, at brugerne hylder gerningsmændene og at angrebet lynhurtigt laves til memes og digitalt indhold, der skal forsvare og sprede ideologien til et endnu større publikum.

Konspirationen om “Den store udskiftning”

Idéen om Den Store Udskiftning stammer fra franskmanden Renaud Camus bog Le Grand Remplacement, som udkom et år efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Utøya i 2011. Bogen forestiller sig, hvordan en konspiration af økonomisk, politisk og kulturelt magtfulde mennesker er gået sammen for at udskifte “europæere”, altså hvide mennesker, med “ikke-europæere”, altså ikke-hvide folkegrupper.

Internet-terroristerne, fra New Zealand til Halle, kommer alle ind på ideen om, at blive udskiftet.

“Hvide mennesker mislykkes med at reproducere sig, mislykkes med at danne familier, mislykkes med at få børn,” skriver Tarrant i sit terrormanifest. “Den Store Udskiftning”. Han spekulerer over, hvordan den såkaldte “masseindvandring” af folkeslag, der grundet deres kultur og “natur” kommer til at udskifte europæisk etnicitet, kultur og race; “Dette er HVIDT FOLKEDRAB”, skriver han.

Ideen om truslen fra migranter der vil udskifte ens befolkningsgruppe går igen hos de andre højreradikale terrorister. Hvilken gruppe, de betragter, som den der vil udskifte én, adskiller sig fra manifest til manifest. Hvor Brenton Tarrant beskriver muslimer som undertrykkerne, er El Paso-skyderen Patrick Crusius besat af ‘Hispanics’, som han for sin del betragter som en trussel imod sit hjemland USA.

Kvinder som alvskvæg

Fælles for terroristerne er deres forestillinger om kvinder. Ikke-hvide kvinder beskrives som en slags overfertile avlskvæg, der er i fuld gang med at udskifte den hvide befolkning ved at føde børn hele tiden. Hvide kvinder betragtes derimod som ineffektive avlskvæg, der usolidarisk nægter at hellige sig kernefamilien og opretholde racen eller nationen ved at føde ‘børn nok’.

Skylden for dette svigt fra kvindernes side placeres over én kam hos feministerne. Det er dem, der har distraheret kvinderne fra deres egentlige opgave og fået dem til at forlade hjemmet.

“Feminismen er skyld i de faldende fødselsrater i Vesten,” siger Stephan Baillet på den video han livestreamede på gaming-platformen Twitch, inden han gik i gang med sit angreb i Halle.

Kampen mod feminisme handler i denne optik i høj grad om reproduktiv kontrol; om at få hvide kvinder til at føde flere børn, som en central strategi i kampen imod at blive udskiftet.

Konspirationen om udskiftningen af danskerne

Ideen om befolkningsudskiftning er også trængt igennem mainstream diskussioner om politik i Danmark.

Både Pia Kjærsgaard og Marie Krarup (DF) talte bekymret om ‘udskiftning’ i forbindelse med valget i 2019. Rasmus Paludan, partileder for det højreradikale Stram Kurs, sagde i DR's partilederrunde den 7. maj, at “Den Store Udskiftning går ud på at muslimer i Danmark, som ikke hører hjemme her, gifter sig meget tidligt, og de får rigtig mange børn. Danskere gifter sig sent, og får meget få børn... - Fordi på det tidspunkt, hvis den her udvikling fortsætter, så nærmer danskerne sig at være minoritet i deres eget land.” Denne påstand tilbageviste DR Detektor den 20. juni.

Rasmus Paludan i den første partilederrunde hos DR den 5 maj 2019.

I tråd med dette, har Rasmus Paludan og Stram Kurs også flere gange markeret sig i abortspørgsmålet. I sommeren 2018 deltog partilederen i en demonstration imod fri abort, der havde parolen “Red én mere”. Konfronteret med at han gik med i en anti-abort demonstration udtalte Paludan, at han var for fri abort, men enhver abort fra en etnisk dansk kvinde var en tragedie.

Her kan man se et eksempel på at en feministisk mærkesag, som adgang til fri abort, søges undermineret, fordi den betragtes som medvirkende til at undergrave nationen.

Feminisme som fjendebillede

Udover at kæmpe for adgang til abort, prævention og for selvbestemmelse over, om man som kvinde, vil have børn, er feminismen en fjende i højreradikale miljøer, fordi den er på kant med de kønsidealer de dyrker.

Indenfor disse subkulturer hersker hyperkonservative forestillinger om køn. Manden ses som en stærk, aggressiv beskytter. Kvinden ses som en, der går i hjemmet og helliger sig børn og husførelse. Feministiske idéer bliver gjort til ideologiske fjender, fordi de betragtes som nogen, der forsøger at opløse de konservative forestillinger om en ‘naturlig’ magtbalance, kønnene imellem.

På dette punkt har de højreradikale terrorister og deres meningsfæller et nært slægtskab med manosfæren. Manosfæren er den danske oversættelse af det engelske ’manosphere’, som er en løs betegnelse for de digitale rum og fora, der fokuserer på mænd og maskulinitet og er i opposition til feminisme.

Flere studier har påpeget, at manosfæren deler forestillingen om feminisme som fjendebillede med højreradikale miljøer, og derfor kan fungere som en bro ind til de digitale alt-right miljøer, hvor der åbnes op for en endnu bredere række af fjendebilleder. Her er det ikke kun feministerne man oplever som fjenden, men også jøder, muslimer, liberale, venstreorienterede og så videre.

Der deles også flittigt idéer og udtryk mellem de to miljøer. For eksempel stammer idéen om at blive redpilled — at "tage den røde pille" — fra Manosfæren. At tage den røde pille er en reference til sci-fi filmen The Matrix. I Manosfæren betyder det, at man “vågner op” og indser "sandheden" om, at feminismen ødelægger civilisationen, at det ikke passer at kvinder undtrykkes, og at der ER grundlæggende forskel på kønnene.

De seneste år er udtrykket blevet adopteret af alt-right miljøerne, hvor det fået en bredere betydning. At tage den røde pille betyder her at vågne op og indse at marxisme, feminisme og liberale, jøder og muslimer prøver at ødelægge civilisationen, og at der I det skjulte er der en elite der orkestrerer en udskiftning af hvide mennesker.

Ideen om den røde pille har vokset sig så stor, at den blevet grobund for digitale hadfællesskaber. For nogle har den været led i en radikaliseringsproces som er endt med fysiske voldshandlinger.

Det usynlige kvindehad

I et anti-radkaliseringsperspektiv er det vigtigt at være opmærksom på både anti-feminismen og det rendyrkede kvindehad, som en central del af både alt-right fællesskaberne og af manosfæren. Da det er et område, hvor miljøerne mødes, kan manosfærens anti-feminisme være en indgang til ekstreme miljøer for mange frustrerede unge mænd.

Desværre ses anti-feminisme ofte som så mainstream og måske endda uproblematisk, at det ender med at ryge ud af analysen, når vi ser på voldstruslen fra internetradikaliserede højreekstremister.

Inspireret af Brenton Tarrant og Patrick Crusius, forsøgte Philip Manshaus at udføre et terrorangreb på Al-Noor moskén i Bærum udenfor Oslo i august 2019. Inden han tog til moskén, skød han sin 17-årige stedsøster tre gange i hovedet og en gang i brystkassen. Johanne Zhangjia Ihle-Hansen, som blev adopteret fra Kina da hun var to år, blev offer for højreradikale forestillinger om race og køn.

Joan Smith, der har researchet baggrunde på både islamiske og højreekstremistiske terrorister skriver i dette indlæg, at langt de fleste terrorister har begået vold i hjemmet inden deres angreb.

Mens højreekstreme voldsmænds forestillinger om feminisme og køn ofte bliver overset, kan vi konstatere at det er en central faktor i deres ideologi, i deres kommunikation og i deres voldelige handlinger.

Dette indlæg blev skrevet af

Maia Kahlke Lorentzen

Maia Kahlke Lorentzen

Maia er digital aktivist og har en baggrund i medievidenskab med speciale i digital kommunikation.
Læs mere.

Kevin Shakir

Kevin Shakir

Kevin er freelancejournalist og arbejder med internetkultur og politisk kommunikation.
Læs mere.