Konference i Minecraft

Cybernauterne skulle have faciliteret en akademisk konference i april 2020 for forskernetværket ArTechLaw, der arbejder historisk med forholdene mellem kunst, teknologi og jura på tværs af Copenhagen Business School, University of Technology Sydney, University of Ottawa, Universität Osnabrück, Durham University og Yale University.

Formatet for konferencen var en designtænkningsworkshop, altså ideudvikling frem for præsentationer af færdige publikationer. På grund af covid-19 blev konferencen udskudt, og for at være sikker på at den kunne finde sted på trods af pandemien, besluttede netværket at afvikle den rent digitalt i april 2021.

På det tidspunkt var alle godt trætte af zoommøder, så Cybernauterne foreslog i stedet for at afvikle og facilitere konferencen i en virtuel verden i Minecraft i "creative mode", hvor deltagerne kunne bruge de kreative muligheder i spillet til at tænke ud af boksen og udvikle nye ideer, og forskningsspørgsmål.

Temaerne for konferencens workshops var bl.a. alternative ophavsretslicenser (såsom Creative Commons og andre) og Non-Fungible Tokens (NFT'er). Udover Cybernauterne bidrog kunstneren Antonio Roberts med digitale interventioner i den virtuelle verden i form af memes og 3D-værker bygget til konferencen.

Konference i Minecraft