5. juni var jeg med til at arrangere en morgenfest i anledning af grundlovsdag og folketingsvalget. Da min veninde lavede ✌️ tegnet, mens hun fortalte, at vi nu skulle synge, grinede flere af deltagerne nervøst. De to løftede fingre kan nemlig tydes ret anderledes end hun mente det - som et “Yay!” - fordi Stram Kurs lederen Rasmus Paludan har gjort en målrettet indsats for at gøre håndtegnet til sit eget ved blandt andet at bruge det på selfies, afslutte sine youtube-videoer med det og krydre sine updates på sociale medier med emojien ✌️.
Det er en smart taktik. Både Stram Kurs’ kandidater til folketinget samt Paludans fans og støtter har taget det til sig, og smider om sig med tegnet i kommentarsporene på youtube, under hans og andre Stram Kurs-kandidaters videoer. ✌️ tegnet er blevet et indforstået meme, som støtter af Paludan bruger til at vise, at de er med i Stram Kurs klubben og som modstandere bruger ironisk, når de gør grin med Paludan.
Paludan er lykkedes så effektivt med overtage ✌️ tegnet, at en folkeskole har forbudt sine elever at bruge det, fordi de bruger det til at mobbe hinanden.
Læs også: Har du talt med dit barn om Rasmus Paludan i dag?
Paludans projekt er på mange områder inspireret af det amerikanske alt-right, som er en ny internetbaseret bevægelse i den ekstreme højrefløj. De benytter stor stil digitale platforme som Twitter, Youtube og Facebook til at sprede deres budskaber, og de bruger provokation og trolling-taktikker til at komme i medierne, med det formål at afsporet den politiske samtale, ved at lokke deres politiske modstandere til at reagere. Særligt troldeadfærd, der kan få dem til at fremstå som om de bliver censureret, eller får knægtet deres ytringsfrihed er populært.
Alt-right bevægelsen forsøger også at gøre et andet kendt håndtegn, 👌 til deres. Det startede egentlig som et hoaxing-forsøg, altså et fupnummer, på forummet 4chan. I 2017 postede en anonym bruger oplægget til hvad de kaldte Operation O-KKK, som skal associere OK-tegnet med hvidt overherredømme.
Ideen om 👌 tegnet som racistisk symbol, blev lynhurtigt overtaget af ægte nynazister og alt-right bevægelsen selv. 👌 tegnet gav dem et håndtegn de kunne bruge for at vise tilhørsforhold til bevægelsen, uden det vakte opsigt blandt udenforstående, i modsætning til fx at heile. For eksempel brugte Christchurch-terroristen Brenton Tarrant tegnet i retssalen efter hans terroraktion. Tarrant og andre højreekstremister, der har taget tegnet til sig, er godt klar over at det startede som et hoax. De spiller på og udnytter den signalforvirring, som det giver at bruge et tegn, der er så normalt i alle mulige forskellige sammenhænge.
Som med en lang række memes, kan det være svært for udenforstående at afkode, når man ikke kender konteksten. Bliver tegnet bliver brugt som en højreekstrem hilsen, eller som et alt-er-ok tegn? På den ene side er der en risiko for at overreagere på en banalitet, hvilket er en del af formålet med trolling-taktikker. På den anden kan vaskeægte nazister bruge det under dække af at det er et almindeligt håndtegn. Ironien ved at det startede som en hoax er en del af den indforståede joke. Dobbeltbetydningen er kernen i memet. Hvis det kun var nazister, der brugte det, ville det fuldstændigt miste sin virkning. Samtidig kan man kun afkode det korrekt, hvis man i udgangspunktet ved hvem afsenderen er.
Forbud udstråler digital tonedøvhed
Som der står i det oprindelige indlæg på 4chan, så er formålet med memet at få folk til at tage afstand fra venstrefløjen. Ideen var at trolle venstreorienterede til at tage afstand fra brugen af tegnet fordi det var en hemmelig, racistisk gestus. For når man tager afstand fra et håndtegn, der er så almindeligt, så indtager man et absurd standpunkt, som det er utrolig let at latterliggøre og vende folk imod. For eksempel kan man ved en simpel google-søgning finde flere hundrede kendisser og politikere der laver det. Det bliver brugt i alle mulige sammenhænge, fra tegnsprog til gaming, på grund af sin oprindelige betydning af at noget er ‘i orden’.
Denne form for latterligørelse oplevede spilvirksomheden Blizzard, da de forbød tegnet i deres liga for computerspillet Overwatch, på grund af forbindelsen til den ekstreme højrefløj. En fan havde lavet tegnet under en livestream, og var efterfølgende ude at undskylde på Twitter, hvor han forklarer at han ikke var klar over, at Blizzard opfattede tegnet som en racistisk hilsen.
Det medførte en storm af kritik fra gamingmiljøet. Med forbuddet lod Blizzard sig trolle i deres forsøg på at håndhæve regler mod racistiske- og hadefulde ytringer blandt tilskuere af deres streams. Flere påpegede på Twitter, at 👌 tegnet bliver brugt af alt fra dykkere, til spil-karakterer i Overwatch selv.
Når folk som Paludan og alt-right bevægelsen overtager almindelige, dagligdags symboler, giver det brugerne af tegnene rygdækning, når de bliver konfronteret med den racistiske betydning de lægger i tegnene. Hvis en Overwatchfan eksempelvis havde stillet sig op og heilet, var ingen i tvivl om, hvad han mente, for den gestus er så udbredt anerkendt som en nazistisk hilsen. Men 👌- og ✌️-tegnene er tvetydige, og tvivlen om hvad det betyder giver rige muligheder for at tvivle om intentionen bag dem.
Hvis et internetforum går ind og forbyder brugen af 👌- eller ✌️-tegnene, som Blizzard gjorde, opstår der forudsigeligt splid og giftige debatter, om censur og absurd politisk korrekthed, og hvordan liberale eller venstreorienterede mennesker i virkeligheden er fascister, når de prøver at forbyde helt almindelige håndtegn. Især når alle ved at det jo er et fupnummer! Omvendt, hvis det er alment kendt at tegnet bruges af racister, og man ignorerer det og gør ingenting, tillader man skjult hadpropaganda. Uanset hvad er fælden klappet.
Da TV2 hoppede i med begge ben
✌️ tegnet, der både blev brugt af Winston Churchill i betydningen “victory”, men også blev brugt af fredsbevægelsen og ungdomsoprøret i 68 i betydningen “fred” har på samme måde fået dobbeltbetydning og racistiske undertoner gennem Paludans og Stram Kurs’ brug.
Således valgte TV2 Nord at dække Uwe Max ✌️ tegn over med en photoshoppet kaffekande, da han var med i en udsendelse, hvilket resulterede i en afsløring i Radio 24-7 og en efterfølgende undskyldning fra redaktionen.
Billedet fra TV2 Nord programmet ‘Kaffeklubben’ photoshoppede en kaffekande hen over Stram Kurs kandidatens ✌️ tegn.
Det er benzin på Stram Kurs bål under ytringsfriheden, og spiller direkte ind i deres fortælling om, at pressen er ude efter dem. Det fremstår derudover tilstrækkeligt absurd til, at almindelige mennesker, der ikke kunne finde på at stemme Stram Kurs, tager afstand fra det. Det er en klassisk trolling-taktik, der afsporer samtalen, skaber splid og forvirring om hvad der er fakta og hvad der er fup.
Vi kan ikke tage noget tilbage der allerede er vores
Personligt er jeg begyndt at undgå brugen af begge emojier i digitale samtaler - de virker distraherende på grund af den giftige bagage de har fået. Men det er jeg godt klar over, er den helt forkerte tilgang.
Hvis vi holder op med at bruge tegnene i deres oprindelige betydning, så overlader vi dem helt til dem, der vil associere dem med hadefulde ideologier. Og hvis vi skælder børn og unge ud for at bruge dem og forbyder dem, viser vi blot med endnu større tydelighed, at vi ikke forstår deres digitale virkelighed.
Det vigtigste vi kan gøre er, at diskutere, hvad det er Paludan forsøger at gøre, når han tager et almindeligt håndtegn og gør det til sit eget. Og så kan vi tage det tilbage.
Da jeg besøgte en veninde to dage efter valget, åbnede hun smilende døren og lavede ✌️-tegnet til mig. Da jeg for sjov spurgte, om hun lavede Stram Kurs-tegnet, kiggede hun undrende på mig. “Det har jeg slet ikke hørt om, jeg mente fred!”
Måske hvis vi fortsætter at bruge det i den sammenhæng, kan vi gøre det til et ubrugeligt redskab for højreekstremisterne.