Jo mere arbejdsgiverne kræver, at vi bliver ansigt på vores journalistik på nettet og sociale medier, jo mere sårbare bliver vi også over for digital chikane. Det er et problem, vi skal løse i fællesskab, skriver Freja Wedenborg.
“Din fuckin bitch, du er så fucked up. Jeg håber de halvaber kommer og voldtager dig og din familie til I dør.”
“Håber du dør af kræft eller bliver voldtaget til du dør. Fucking luder.”
Da jeg for noget tid siden var i Finland i forbindelse med oversættelsen af min bog om digital sikkerhed, fik jeg lejlighed til at catche up med mit finske journalistidol Johanna Vehkoo. Johanna er en megasej journalist, der har udgivet flere bøger om journalistisk faktatjek, hun faktatjekker for finsk public service-tv og er medstifter af Longplay, der laver dybdeborende undersøgende journalistik.
Og så har hun lige været udsat for en ekstrem hadefuld kampagne med online chikane, som også udviklede sig til trusler om fysisk chikane. Johannas arbejde med faktatjek har nemlig blandt andet fokuseret på en serie finske fake news-sider af den type, som bedst kan sammenlignes med Den Korte Avis. Og det faldt nogle grupperinger fra den ekstreme højrefløj for brystet i en sådan grad, at de besluttede sig for at iværksætte en kampagne, som først sprøjtede hende til med trusler og chikane over Facebook, mail og så videre, men som så derefter gik skridtet videre og begyndte at opfordre til at dukke op til hendes offentlige arrangementer.
Nu er Johanna ikke sådan at slå ud, så hun besluttede sig for at tage til genmæle. Hun allierede sig med en illustrator og tog de undersøgende journalist-briller på for at se på problemets omfang: Hvem er det, der chikanerer, hvem bliver ramt, hvordan bliver de ramt, og hvad kan man gøre ved det?
Resultaterne samlede hun i bogen ’The Internet of Hate and Loathing’, som man kan læse et engelsk uddrag af her. Det er der, de ovenstående citater kommer fra. I bogen samlede hun også vidnesbyrd fra en lang række journalister, bloggere og andre debattører, der har været igennem det samme, og flere af dem endte med at organisere sig i en forening, der kæmper mod digital chikane.
Skræmmende tal
Johannas bog viser, hvad talrige andre undersøgelser også har vist: Digital chikane rammer hårdt, og det rammer i særlig høj grad kvinder. Og det er langtfra bare noget, der sker i Finland.
I sommer viste en ny undersøgelse blandt journalister fra Reporters Without Borders (RSF), at kvindelige journalister er hårdest ramt af cyberchikane. To tredjedele af de kvindelige journalister, RSF har talt med, har været udsat for chikane, og i en fjerdedel af sagerne foregik det online.
Rapporten viste også, at cyberchikanen ofte fører til selvcensur “på en skala, som ofrene aldrig havde forestillet sig ville kunne ske”.
I efteråret viste en ny rapport fra IFJ, journalistforbundenes internationale organisation, at 64 procent af de kvindelige respondenter har oplevet online chikane.
Angrebene tæller trusler om død og voldtægt, fornærmelser, nedgørelse af deres arbejde, mobning, obskøne billeder og tyveri af deres online-identiteter. For 63 procent af ofrene fik chikanen konsekvenser i form af stress, mens 38 procent begyndte at censurere sig selv, og otte procent (!) mistede deres arbejde.
Også i Danmark
Ingen af de to internationale undersøgelser har tal med fra Danmark, men det betyder ikke, at tendensen ikke også er udbredt her.
Mange kan nok huske Karina Muriel Mimoun, som blev systematisk forfulgt af en mindre “troldehær”, efter at hun havde skrevet kritisk om den lukkede facebookgruppe Offensimentum på sin blog.
Jeg kender også en række journalister, som har oplevet koordinerede og meget voldsomme online chikane-kampagner på grund af deres arbejde. Desværre har chikanen også været så voldsom, at de ikke har lyst til at fortælle om det offentligt – men det betyder ikke, at det ikke sker.
Dem, der er på en mediearbejdsplads, får tit god opbakning fra deres chefer og kolleger, og heldigvis kan forbundet jo også hjælpe med rådgivning, digital sikkerhed og den slags.
Men chikanen har alligevel voldsomme konsekvenser.
Tallene om selvcensur fra de internationale rapporter kan jeg også genkende fra Danmark, og det er virkelig bekymrende. For det må jo aldrig være sådan, at bestemte grupper kan true sig til at undgå kritisk journalistik!
Chikanen rammer i høj grad kvinder, men bestemt ikke kun.
Og så er der freelancere, bloggere og andre, der ikke har en arbejdsplads i ryggen, og dem, der bare ikke får opbakning fra deres arbejdsplads.
Sig det højt og tal troldene imod
Vi står altså helt klart med et problem, som jeg tror kun vil vokse i takt med, at der er et stadig større pres fra arbejdsgivere og andre for, at vi som journalister sætter ansigt på vores arbejde på internettet og sociale medier.
Det skal vi løse i fællesskab.
Når jeg taler med ofre for digital chikane, hører jeg, at der især er brug for to ting.
Det første er rådgivning: Det kan være juridisk, psykologisk eller teknisk, alt efter hvad man har brug for. Der er jo mange spørgsmål, der kan melde sig i en sådan situation – skal jeg melde det til politiet, skal jeg blokere troldene fra mit Facebook-feed, skal jeg lukke min Instagram eller ændre mit navn på Twitter osv.? I mange tilfælde vil arbejdspladsen kunne give den rådgivning, og derfor er det super vigtigt, at man går til sin arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant, chef eller lignende. Eller til sit forbund, hvis man ikke har en arbejdsplads, der kan hjælpe.
Det andet er fællesskab: Når man sidder bag skærmen og modtager de hadefulde beskeder eller mails, kan man komme til at føle sig utroligt alene, og jeg tror, det er vigtigt at opleve, at man langtfra er den eneste, der bliver udsat for det. Ofte følger chikanen samme mønster, og hadbeskederne lyder utroligt ens. Jo mere det bliver synligt, desto tydeligere bliver det, at det ikke handler om ofrene som person – man behøver ikke at spekulere på, om man har gjort noget galt, været for frembrusende og så videre.
Det er sådan, jeg tror, at vi kan løse problemet i fællesskab: Vi skal turde sige det højt og tale troldene imod.
Men jeg vil rigtig gerne også høre fra jer, der har været udsat for digital chikane, og som nok ved bedre end de fleste, hvad der er brug for, når man står i den situation.
Lad os rykke på det sammen!
Bloggen her blev først offentliggjort på Journalisten.dk.