Cybernauterne har modtaget støtte til at afvikle projektet Kønskrigen: Fra TikTok til klasseværelset, som løber fra midt 2024 til midt 2025. Projektet har til formål at skabe en modbevægelse til unges stigende splittelse omkring ligestilling i Danmark, som trives på sociale medier og flyder ud i klasseværelserne.
Gennem projektet vil vi udruste flere børn, unge, deres forældre og fagpersoner med viden om og forståelse for den voksende polarisering om grundlæggende ligestillings-rettigheder, så de i deres liv kan stå i opposition til splittelsen, have mod til tale deres sag, og benytte sig af retten til at deltage i den demokratiske samtale på lige fod med andre.
Projektet indeholder produktion af indhold på TikTok til unge samt udvikling af podcasts og undervisningsmateriale rettet mod lærere og fagpersoner. Derudover vil projektet indeholde en mapping af den dansksprogede manosfære. Vi samarbejder yderligere med Himmerlands Ungdomsskole om metodeudvikling.
Projektet er en fortsættelse på et pilotprojekt Cybernauterne lavede i starten af 2024, hvor vi også modtog et mindre beløb fra FRi-puljen til at udvikle indhold til TikTok. I pilotprojektet konkluderede vi at der manglede indhold om netop spørgsmål om køn og ligestilling til unge på platformen, og redskaber for fagpersoner til at tale om det.
Cybernauterne siger mange tak til FRi-puljen, som har gjort dette projekt muligt for os.
FRi Puljen er en del af Fundamental Rights Initiative, der er et samarbejde mellem Globalt Fokus og Nyt Europa og medfinansieret af EU.